Mit udgangspunkt er, at jeg arbejder ud fra tanken om det hele menneske.
    For at give dig et billede på, hvordan massage/coaching virker, må du forestille dig mennesket opdelt i fire forbundne kar. Nederst et kar for kroppen, derefter et kar for følelserne, så et for hjernen og øverst et kar for spiritualiteten. Alle fire kar er afhængige af hinanden, og er der ikke balance mellem karrenes indhold, er der heller ikke balance i livet.
    Derfor gør jeg flittigt brug af alle mine kompetencer, som jeg har tilegnet mig gennem min massøruddannelse på blindeinstituttet. Uddannelsen er særdeles detaljeret, og strækker sig over en periode på halvandet år på fuld tid. Det gør, at jeg nu virker som registreret lægeeksamineret alternativ behandler indenfor massage og kropsterapi.
    At jeg er registreret behandler betyder, at jeg i visse tilfælde er omfattet af diverse sygeforsikringers dækning.
Som en naturlig følge af ønsket om at kunne hjælpe klienten såvel mentalt som fysisk, har jeg senere taget en uddannelse som kraniosakralterapeut på blindeinstituttet og som coach på Nordlys i Silkeborg.
Det faktum at jeg er blind, gør mig ikke nødvendigvis til en bedre massør end andre gode massører, men jeg vil dog vove den påstand, at mit manglende syn, som jeg mistede i en alder af 39 år, har skærpet intuitionen og øvrige sanser væsentligt! Det er i høj grad en gevinst for klienten og mig selv, når jeg masserer og coacher. Alle uddannelsesforløb har været en proces i en større selvudvikling, som både mine klienter og jeg kan drage fordel af.
Straks efter at have afsluttet uddannelserne i 2002 åbnede jeg klinik på min privatadresse, og har siden da også været massør ude på virksomheder. Jeg tilbyder:
 

Helkropsmassage
Denne massage har en healende og afbalancerende virkning og giver ny energi. Når der bliver løsnet op for spændinger i din krop, får du mulighed for større selvindsigt, da færre spændinger i kroppen giver større adgang til psyken. Har du bare lyst til at nyde en gang massage for at forkæle dig selv, så er det absolut også en mulighed. Alt bidrager til velvære – og det er dig, der bestemmer.
Varighed: 60 eller 90 minutter.

Ansigt, hænder og fødder
Hvis du vælger en helkropsmassage af halvanden times varighed, er der også tid til at fokusere specielt på ansigt, hænder og fødder. Disse dele er ikke uvæsentlige at få masseret, da nervebanerne slutter her. Det betyder, at det giver en bedre afbalancering og stimulation af energiniveauet. Sagt på jævnt dansk: Så er du stimuleret helt ud til fingerspidserne og får glød i blikket.
Varighed – ansigt, hænder og fødder: 45 minutter.
Varighed for samme behandling inkl. helkropsmassage: 90 minutter.

Massage i forbindelse med skader fra sport, job eller f.eks. biluheld
I tider, hvor din krop skal præstere det optimale i forbindelse med f.eks. sportspræstationer eller præstationer på jobbet, kan massage absolut anbefales. Massagen er med til at optimere kroppen fysisk og psykisk! Er skaden sket, kan skaderne udbedres og smerterne lindres med massage. Mange kender til de skader og den overbelastning, der kan opstå ved ensidige løft eller ensidige bevægelser og arbejdsstillinger f.eks. foran pc'en. Massage kan løsne op for spændingerne i musklerne, som for det meste er årsag til smerterne. Ved genoptræning efter f.eks. et biluheld er massage også en god form for smertelindring.

Massage på arbejdspladsen
Arbejder du på en virksomhed, som er åben over for et godt tiltag for medarbejderne, kommer jeg gerne ud på arbejdspladsen for at give dig og dine kolleger eller medarbejdere en bedre arbejdsdag for såvel din som virksomhedens skyld.
Massage giver ganske enkelt energi til kredsløbet, så hjernen og de øvrige muskler får god tilførsel af ilt og blod! Det giver dig et bedre overblik i en arbejdssituation. En pause i arbejdsdagen som virksomheden og du kan se og mærke på "bundlinjen". Ring og lad os få en snak om medarbejdernes og virksomhedens muligheder. Som sagt kan jeg massere ude på arbejdspladsen, men du og dine kolleger er også velkomne på adressen på Vinkelvej i Haderslev.

Kraniosakralterapi
For at forklare ordet kan det ganske enkelt siges, at kranio står for "hoved" og sakral står for "korsben". En terapi-/massageform der i al sin enkelhed går ud på, at jeg med lette tryk og stræk påvirker hovedet og ryggen ned til korsbenet samt bækkenpartiet. Disse lette påvirkninger genopretter kroppens evne til at hele sig selv. Der skabes en balance mellem fysik og psyke. Kraniosakralterapi er et godt redskab, hvis du har problemer med hovedpine, stress og rygsmerter. Den kan også være med til at optimere dig fysisk og psykisk, hvis du f.eks. står overfor en jobsamtale eller en eksamen.
Varighed: 30 - 60 minutter.

Coaching
Der findes flere former for coaching. Derfor er det vigtigt, at vi ved en samtale finder ud af, hvor du står i tilværelsen, og hvor du ønsker at betræde nye stier.
I billedsprog kan man se på coaching, som man ser på en vogn, trukket af en hest, med dig som kusk. I dette billede kan ingen af delene undværes, men det er nødt til at være dig, der bestemmer såvel tempo som retning.Hesten i billedet symboliserer følelserne, vognen symboliserer kroppen og kusken symboliserer hjernen.
Coaching er i bund og grund samtaler, som giver værktøjer til nye erkendelser. Samtaler, der kan løsne op for spændinger og blokeringer i krop og sind. Ved denne coaching afkodes uhensigtsmæssig adfærd, og du har mulighed for at få indsigt i, hvem du dybest set er, og hvilken vej du skal gå for at få en bedre tilværelse. Forudsætningen for at modtage coaching er, at du har bestemt dig for forandringer i dit liv.
Varighed: 60 minutter.

Jeg glæder mig til samarbejdet om en fælles opgave, hvor der skabes balance mellem krop og psyke! 

Venlig hilsen
Uffe Nannberg